Design, fremstil og producér dine egne idéer i tekstil
I teknikfaget Tekstil arbejder du med design, fremstilling og produktion af beklædning og boligtekstiler.
Du kommer til at arbejde med processen fra idé til færdigt produkt.
Nøgletemaer for faget
- Design
- Produktudvikling
- Konstruktion
- Bearbejdningsteknologi
- Materialelære.
Produktudvikling og konstruktion
Du arbejder med skitse- og modetegning af produkter, enten i fri hånd eller IT-bearbejdning. Dit design udvikles fra modetegninger til arbejdstegninger, hvorefter produktet modeludvikles og konstrueres ud fra grundmønstre. Du bliver i stand til at fremstille produktionsfærdige mønstre til brug ved tilskæring og opsyning af modeller.
Bearbejdningsteknologi
Vi arbejder med anvendelse af værktøj og maskiner inden for beklædnings- og tekstilindustrien. Du lærer forskellige teknikker, som gør dig i stand til at fremstille dine produkter på den mest økonomiske måde med brug af relevante industrimaskiner.
Materialelære – tekstil
Du arbejder med og lærer om materialernes oprindelse, struktur og anvendelsesmuligheder, så du bliver i stand til at vælge det mest relevante råmateriale samt stofkonstruktion til dine produkter, og du vil samtidig lære, hvordan man foretager kvalitetskontrol.
Valgtemaer
- Produktudvikling og konstruktion
- Bearbejdningsteknologi.
Fordybelsesområde
Produktudvikling og konstruktion
Eksempler på projekter
Fx et ”Skjorteprojekt, en nyfortolkning over klassiske skjorter” samt ”Tekstil opbevaring af værktøj”.