VTG-elever gør en forskel i Malawi
Den 31. januar tog 2.Y fra Vejle Tekniske Gymnasium på en måneds studietur til Malawi sammen med lærerne Peter Ruby Schmidt og Peter Ozols Chrois. Turen er en del af klassens arbejde med kulturforståelse, klimaforandringer og klimaretfærdighed og giver eleverne et unikt indblik i, hvordan teknologi og projektarbejde kan bruges i helt andre rammer end dem, de kender hjemmefra.
Eleverne bor og arbejder på Mayoka Højskolen, som VTG også havde et samarbejde med i 2025. Herfra gennemfører eleverne en række projekter i samarbejde med højskolens lokale partnere og NGO-initiativer.
Fritiden byder på ophold ved Malawisøen med mulighed for kajak, paddleboards og sociale aktiviteter i højskolens fællesområder. Samtidig oplever eleverne den varme og fugtige regntid med kraftige tordenbyger, som ofte udfordrer både strøm og internet.
Open Your Mind – it-kompetencer, klimaforståelse og kulturmøde
Et af hovedprojekterne er Open Your Mind, hvor VTG-eleverne underviser malawiske unge i grundlæggende it-kompetencer. Syddansk Erhvervsskole har doneret 70 computere til projektet, som giver de lokale elever mulighed for at opnå de it-færdigheder, der kræves for at kunne tage en videreuddannelse.
På computerne arbejder eleverne blandt andet med klima og lokale klimaråd. De lærer kildekritik, præsentationsteknik og hvordan de kan bruge digitale værktøjer til at undersøge og formidle deres egne perspektiver. Formålet er at give dem styrke til at tale deres sag og handle i forhold til klimaforandringer – og projektet har skabt stor begejstring lokalt.
Undervisningen foregår på engelsk, men sproget kan være en udfordring. De lokale elever taler primært Tonga og Chewa, og VTG-eleverne har taget ordet “yewo” til sig som en vigtig del af mødet med kulturen - det betyder "tak".
Elever fra VTG underviser lokale i IT-færdigheder.
Syddansk Erhvervsskole har doneret 70 computere til projektet.
Trees of Tomorrow – 5000 nye træer og et drip-irrigation-system
Et andet projekt er Trees of Tomorrow, hvor eleverne arbejder i landsbyen Lisale cirka 10 km fra højskolen. Her er målet at etablere et skov- og landbrugsområde med et nyt drip-irrigation-system, som skal sikre vanding i de lange tørkeperioder.
Odense Tekniske Gymnasium’s klimaudvalg har doneret 10.000 kr., som gør systemet muligt at etablere.
Selvom regntiden har budt på massive skybrud, der gør arbejdet udfordrende, har eleverne i samarbejde med de lokale også plantet over 2.000 træer og håber at kunne nå tæt på 5.000 inden de drager hjem mod Danmark igen. Der plantes både frugttræer, læ-træer og forskellige nytteplanter, så området kan give værdi til lokalsamfundet år efter år.
Eleverne møder stor taknemmelighed og gæstfrihed, hvor de samtidig møder en fælles humor og forståelse på tværs af kulturer.
Studieturen varer frem til d. 28. februar.

VTG-elever planter træer og bygger et drip-irrigation-system.
Odense Tekniske Gymnasiums klimaudvalg har doneret 10.000 kr. til projektet.
Gå på opdagelse i studieretningen!
Du kan omsætte de vilde ideer til virkelighed, og du har mod på at produktudvikle og forme fremtidens teknologi. Du kommer på en kreativ rejse, der vil føre dig på en spændende vej i livet.
Læs mere