Talentfuld Vejlepige imponerer med htx-projekt om bier

Marie-Louise fra Vejle Tekniske Gymnasium er nomineret til finalen i Årets Forskerspirer med projektet ’Space Bees’
25/11 2019 - anya

Marie-Louise fra 3.u har altid været meget interesseret i naturvidenskab og matematik, hvilket også har betydet, at hun af flere omgange har deltaget i både den prestigefyldte ’Unge Forskere konkurrence’ samt Georg Mohr, hvor hun klarede sig rigtig godt.

Det er derfor heller ikke nogen overraskelse, at Marie-Louise også deltager i den landsdækkende konkurrence, Årets Forskerspirer, hvor hun tilmed er nomineret i finalen med sit visionære og interessante projekt om bier i rummet i kategorien Naturvidenskab.

-  Projektet Space Bees er vigtigt på mange forskellige måder, da vi allerede nu taler om permanent ophold på andre planeter, og hvad der er muligt at dyrke i rummet. Et af de afgørende problemer ved rumrejser er forsyninger, så jeg vil gerne undersøge, om det er muligt at dyrke afgrøder i rummet ved hjælp af bestøvning, og hvilken påvirkning det har, fortæller Marie-Louise.

Vil gerne læse fysik på Cambridge
Trods den store interesse for rumrejser og naturvidenskab samt et tydelige talent kommer det alligevel som en overraskelse for Marie-Louise, at hun er nomineret til den landsdækkende finale i Årets Forskerspirer, og hun fortæller:

- Jeg blev meget overrasket over nomineringen, da selve processen har været det, som har været i fokus og ikke konkurrencen i sig selv. Det har været en super spændende proces at kunne fordybe sig i emnet i flere timer af gangen. Når jeg læste i videnskabelige artikler, så glemte jeg helt tid og sted, og jeg glæder mig rigtig meget til arrangementet på tirsdag.

Kåringen finder sted i morgen den 26. november på Københavns Universitet, og vinderne af Årets Forskerspirer modtager 20.000 kroner.

- Hvis jeg vinder, så har jeg overvejet at spare op, da jeg gerne vil læse fysik på Cambridge Universitet i England, og jeg kunne også bruge pengene på at udvide mit projekt med et habitat til bierne, så jeg kan arbejde videre med ideen, men jeg skal først og fremmest have et sabbatår, griner Marie-Louise.

Marie-Louise bliver student til sommer fra Vejle Tekniske Gymnasium, og vi ønsker held og lykke med finalen i morgen.